tirsdag den 3. juli 2012

Zion National Park - must see (2. juli)

Vi sluttede vores dage i LV af med at spise morgenmad i 'MORE - The Buffet'. En kæmpe buffet, der bød på alt fra musli til bøf og softice. Vi spiste helt vildt, og vi synes alle, at det var sjovt at prøve de mange lækre ting. Det er også meget længe siden børnene har fået 2 x softice hver til morgenmad :-) En super afslutning på vores dage i det store 'Tivoli" og vel et meget godt billede på den overflod/alt for meget kultur der præger denne by. Men det er fedt og specielt drengene er vilde med Vegas.





Next stop blev Zion NP. Turen her til gik rigtig godt, men det var varmt og en noget ensformig tur igennem ørkenen. Vi kunne på forhånd ikke helt forstå at Google ville have turen til at tage godt 3 timer og vores gps 4, men det gik op for os, at forskellen skyldes, at vi skifter tidszoner, og er altså lige nu kun 8 timer efter DK tid.




Vi havde ikke booket noget på forhånd men fandt, hvad der skulle vise at være en super fin plads, på nettet at køre frem mod. Vi kunne ikke booke en plads på forhånd, men de havde heldigvis god plads da vi kom frem. Det er ikke en KOA plads, men den er fin og vi har fuld hook-up, som vi nyder fordi vores AC kan køre og køle kabinen bare lidt ned, og fordi vores køleskab så kan bruge strøm og ikke en masse gas på at holde vores ting bare lidt kølige. Prisen er $48 pr. nat. Vi startede med at reservere en nat, men blev hurtigt enige om at det er så dejligt her, at vi gerne ville blive en nat mere. Det er nu blevet til 3 nætter.





Vores stand plads har den mest fantastiske udsigt til nogle super flotte bjerge, og når månen står op bagved dem, er det ligesom at følge en solopgang - utroligt smukt. Den første aften var det ikke til at komme i seng, dels på grund af udsigten, men også fordi temperaturen var ca 20 grader og ret behagelig :-)

Vores tur ind i parken var rigtig god. Vi stod tidligt op for at komme afsted inden det blev for varmt, hvilket var en helt rigtig beslutning. Der er gratis shuttle bus fra vores campingplads ind til parken og derefter videre rundt i parken. Vores årskort til $80 virkede også her, så nu er det betalt :-)



Første hike på turen hed 'River walk' og var en rigtig flot tur langs med Virgin River, der løber igennem parken. Det ene flotte view efter det andet fulgte os rundt på den ca.1.5 km lange sti. For enden af stien fortsætter turen ind i noget der hedder Narrows, hvor man vandrer i floden mellem nogle meget høje klipper. Mega flot, men ikke noget man kan gøre ret langt hvis man er 6 og 8. Men vi fik en lille smag af det, og specielt Anna synes det var vildt spændende.

Efter denne flotte tur tog vi bussen ned til vores næste tur ved 'Weeping rock'. En meget kort, men stejl tur op til en kæmpeklippe, det drypper vand, så det føles som om det regner. Rigtig sjovt og fedt at blive kølet lidt af, for temperaturen var godt på vej op.

Vi spiste vores med bragte madpakker ved 'The Grotto' et fint picnic område, med bord og bænke - og lidt skygge :-)

Derefter var det blevet varmt - mega varmt, men vi besluttede at tage den sidste af vores 3 planlagte ture alligevel. Det var en varm tur op til et vandfald, uden meget vand, men det var flot og man kunne gå inde under det, og kunne på den måde blive kølet lidt af.





Derefter blev der spist velfortjente is, købt kolde øl og baderinge, som blev brugt tilbage på pladsen til at flyde rundt i floden på. Ret sjov oplevelse for de små, og en nogenlunde subsitut for at ikke kom ud at sejle i Yosemite.

Det er lige som om roen for alvor har ramt os, og vi tager det lidt som det kommer nu. Om det er fordi vi har været afsted i 2 uger nu, eller om det er fordi vi ikke har booket så meget herfra, eller blot fordi vi er blevet rutineret i denne ferieform er vanskeligt at sige, men vi nyder der nu i fulde drag.

Vi var på forhånd lidt i tvivl om vi skulle tage hertil og om vi ville se både Zion og Bryce. Men vi har ikke et sekund fortrudt at vi tog hertil - som Mikkel sagde 'denne park er meget børne venlig' så vi kan varmt anbefale Zion til andre. Bryce må vi besøge næste gang :-)

Vel også derfor vi nu har været her i 3 dage og har fået en god kombi af oplevelser og afslapning - og varme :-)

Vi forsætter turen i morgen til Grand Canyon og holder 4. Juli der :-)

1 kommentar:

  1. Lyder fantastisk - kunne jeg ikke få navnet på den plads I boede på ved Zion:
    Mvh
    Marianne

    SvarSlet