lørdag den 14. juli 2012

Los Angeles - Universal Studios (12. juni)


Vores anden hele dag i LA var afsat til et besøg i Universal Studios, så vi stod tidligt op, for at kunne være ved parken kl. 9, når den åbnede.



Vores campingplads er et stykke vej væk, ca 1 times kørsel hvis der ikke er trafik, og med morgentrafikken in mente, mente vi det ville være bedst at komme afsted fra morgenstunden. Ungerne blev vækket 6.30, og så kørte vi afsted nord om byen, for at undgå downtown trafikken, så vi kunne spise morgenmad på p-pladsen inden vi skulle i parken. (parkering koster $20-$25 for RV's)

Inden oplevelserne i parken, skal det nævnes at den valgte KOA plads i Pomona, i sin tid blev valgt, da de skrev på deres website, at der var shuttlebus til US. Det er der IKKE, så det skal ikke være derfor pladsen vælges. Der er også ca. 1 times kørsel til Hollywood, så pladsen er på ingen måder centralt placeret. Når vi nu er ved det, så er standpladserne de klart mindste vi har haft, og man bor virkelig tæt - vores nabo har slide-out, så de rækker indover vores, i forvejen, lille stykke græs. Derudover er fælles faciliteter ikke alt for pæne, og der er en del utøj - røde kakerlakker. Det er OK som overnatning, men pladsen er ikke værd at hygge sig på om dagen.

Nå men vores dag i Universal var rigtig god for både store og små. Det rigtig fede ved parken er, at de fleste ture er en eller anden form for simulation eller show, så krav til højde er ikke så store som i andre parker. Det betød at Anna kunne være med overalt, hvis hun ville ... men da hun er helt vild med denne type forlystelser, var det ikke hende der sagde 'nej' :-)









Første tur blev den klassiske Studio Tour, hvor man i små vogne, bliver kørt rundt i studiet, og får chancen for at se kulisser, kendte lokaliteter m.m. Derudover, bliver man på turen ført igennem forskellige scener, som f.eks. en super fedt 3D King Kong animation, et jordskælv under en metrostation, lidt fra Dødens Gab og meget meget mere. De 45 minutter turen tager, gik meget hurtigt og var rigtig sjove. Ungerne har blandt andet set Tilbage Til Fremtiden og Jurassic Park, så de genkendte flere af de steder vi kom forbi. Det er rigtigt sjovt at se de forskellige kulisser, som blot er facader, og få et lille kig om bag det vi ser på film.


Det fik vi også da vi senere på dagen så et show om hvordan man bruger special effects i film. Det var virkeligt sjovt, og der blev blandt andet skåret en hånd af en fra publikum, leget King Kong og vist hvordan, man får noget til at bevæge sig selv om det står stille ... super show.

Vi så også et super godt show bygget over Water World, masser af action og en del stunts :-)




Terminator 3D var rigtig godt, men nok mest for de voksne, det var rigtig højt og med et hav af effekter, kan det blive for meget for de mindste øre og øjne. De tog det dog begge pænt og synes det havde være godt, men skal vi være helt ærlige, havde de nok helst været fri …




Der er rigtig mange af de forskellige ”rides” i parken, der har fuld tryk på lys, lyd og effekter, og det er også det der er med til at gør dem rigtig sjove og udover det sædvanlige, men det er også det, der kan gøre oplevelsen lidt for overvældende for de mindre … og endeligt også for de ældre fra tid til anden ;-)



Derefter var det tid til en tur i Jurassic park – en ret sjov vand rutsjebane, der tager én med rundt i den kendte park, tilført en del vandeffekter, så vi blev så rigeligt våde (dog ikke som i Sea World), men det var da nok til vi måtte en tur på restroom, for at finde nogle papirservietter ;-)



Mikkel havde specielt glædet sig til Transformers, og havde dagen forinden været noget irriteret over at han ikke måtte give $5 for at få taget billeder, med en noget dårlig kopi af Bumble Bee inden i Hollywood. Så han så frem til at møde den ”ægte” vare i parken og prøve den nye simulator.
Vi stod i kø i godt en time for at komme frem – mener det var en ”korteste” kø i løbet af dagen (den var på 75 min. kort efter vi kom ud) og var det ventetiden værd? Svaret er naturligvis individuelt, men de voksne synes det var noget af det vildeste de havde prøvet, og de små var ikke helt sikre på om de skulle grine eller græde … det var helt vildt … fedt … ;-)

Det er måske her vi skal nævne, at man kan købe et ”A-pass” til $159, der giver én adgang til at komme forrest i køen til alle forlystelser i parken – vi synes endeligt at $80 pr. mand var nok, så vi stod i kø …
Transformers var dog klart den der var mest kø til, de andre var overstået på alt fra 10-40 minutter …

Efter den vilde tur, hvor vi i øvrigt fik reddet verden fra nogle vældig onde transformers – var der photo option med både Bumble Bee og Optimus Prime – Mikkel var ikke til at skyde igennem efter, endeligt, at have fået sine billeder, og dette står fortsat som hans højdepunkt på dagen ;-)




Simpsons har fået sin egen simulator forlystelse, så med Mikkel i sin Bart t-shirt, gik vi glad i kø til, vel nok den, vildeste tegnefilm vi har set til dato. Den var super sjov og en rigtig god tur, med masser af action og grin. Specielt da vi blev ”spist” – og ”spyttet” ud af en baby, var vi alle flade af grin. Mega sjovt, så den må man ikke snyde sig selv for, selv om man er ”voksen”.

Vi sluttede af med Shrek i 4D – fuld fart på den sjove trold og æslet. Det ”fløj” rundt med vand, gik over stok og sten i hestevogn og meget andet sjov, og det var en rigtig dog afslutning på vores dag inde i parken.
Vi talte dog om efterfølgende, at det kunne havde været en ide at starte her frem for med Terminator, men det kan andre jo overveje, hvis de har børn i samme aldersgruppe som vores.

Inden vi kørte hjem, gik vi en kort tur i den lille butiks- og restaurantarkade, der er lige udenfor parken, og fik en god omgang aftensmad på Hard Rock.



Alt i alt en super dag for alle, kunne dog godt have undværet de 1 time og 20 minutter hjem, der var naturligvis kø … men godt at komme tilbage til den ”fine” plads – Anna faldt i søvn på vejen, Mikkel fik et aften dyk i poolen og de voksne fik et par kolde øl, inden der blev helt ro ;-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar