mandag den 25. juni 2012

Camping og natur


Så har vi langt om længe, for alvor fået taget hul på livet på landevejen og campingpladserne. Vi har som tidligere nævnt måtte lave lidt om på ruten, men er lige nu på KOA i Mariposa, 36 miles fra Yosemite, ca. 1 times kørsel (hvis der ikke er kø) hvor vi havde booket plads hjemmefra. Pladsen er helt OK, og vi på plads nr. 19, har vi nem adgang til fællesfaceliteter, pool mm. Det er en "full hook-up" plads, så der er både strøm, vand og kloark tilslutning, hvilket man meget nemt kan vende sig til ;-) Vi har dog en aftale om at "tyndt" er OK i vognen, men alt andet foregår andetsteds. Vi har heller ikke brugt badet endnu, men det kan være det kommer, når vi skal videre til pladser, hvor vi ikke har "hook-up".





Vejret her er ganske godt - omkring 25 grader og sol, men om natten bliver her ned til 10 grader, så det bliver ret koldt i vognen. Vi havde ikke den første nat fundet ud af at bruge vores aircon til at varme med, men nu skulle koden være knækket, så mon ikke det går i nat - børnene har dog fået strømper på, for Mikkel er blevet noget snottet efter den første nat her. Det skal dog siges, at vi er blevet lidt betænkelige ved vores plads i Kings Canyon fra senere på ugen, for vejrudsigten dernede lyder på fint vejr om dagen, ca 18 grader, men ned til 1 grad om natten ... udfordringen er at vi ikke har noget "hook-up" derned, så vi skal benytte vognens generator, så vores varme må max være på 1 time ... bliver nok noget med at sove tæt alle mand ... ;-)



Nå men efter en god køretur i går, hvor vi blandet fik handlet ordentligt ind i et Target supermarket, en god og nem ankomst her til Mariposa, blev vi i går enige om at vi i dag, ville tage det lidt roligt. Så vi stod op, fik morgenmad, sendte børnene på legepladsen, fik pakket den sidste kuffert ud mm. og kl. 10 tog vi afsted til Yosemite, for at danne os et indtryk af området og planlægge vores "lange" dag, derinde, som vi skal have i morgen.
Vi havde talt om at tage en bus her fra pladsen, men den koster $10 pr. mand, tager 1.5 time og så afgår den jo på bestemte tidspunkter, både tur/retur, så det kunne vi ikke lige overskue. I stedet var det meget nemmere at tænke på at køre sin 30ft lange RV op i over 4000ft sammen med 1.000.000.000.000 andre mennesker, for så havde vi jo også madpakker med ;-)
Men det gik helt kanon - strategien med en sen afgang virkede perfekt, så vi kørte lige ind, og betalte de $80 for et års adgang til mange af landets nationalparker. Men der var naturligvis mange biler i parken - læs Yosemite Valley, og at finde parkering til vores "lille" vogn, inkl. madpakker, var ikke helt nemt. Men det gik og vi fandt plads ved Chapel, hvorfra det var nemt at gå til Visitor Center osv.



Så dagens oplevelser i parken, blev et til en gå tur til Lower Yosemite Falls, et ret stort vandfald, som specielt Anna havde glædet sig til, en tur til Yosemite Village, billeder af Half Dome (2693 m/8836ft)) og madpakker i vognen ved Chapel ;-) Derudover har vi set egern, råvildt, diverse fugle og en kanin (på campingpladsen). Vores plan om at se blot lidt, og få planlagt vores dag i morgen virkede perfekt, så mandag står vi tidligt op, køre ind i parken og spiser morgenmad, lejer cykler i Curry Village, cykler rundt i Yosemite Valley og ser bla. Mirror Lake, Swinging Bridge mm, spiser frokost og køre derefter op til Sentinal Dome (2476 m/8122ft)) og går det sidste stykke til Glacier Point, ca 1.6 km fra Sentinal - det er planen, men mon ikke vi skriver noget andet når vi næste gang er online ... ;-)





Efter en god dag i parken, kørte vi hjem til pladsen, hvor vejret var fantastisk, og de små var en tur i poolen, faktisk var der også en voksen i, dog kun ca. 10 minutter, det er f... koldt vand, men det var godt for alle at få skyllet dagen væk. Der blev også tid til en omgang tøjvask, så der er sket en del.

På vej hjem købte vi benzin på en rigtig gammel tankstation, ret sjov oplevelse - man skulle selv "starte" standeren og opgive beløbet ved kassen, men det gav brændstof, for vi kan ikke lave turen i morgen uden. Der er nemlig ingen benzinstationer i parken, eller på vej derind herfra, så sådan en V10 Ford, skal jo have lidt for at køre op ad bakke osv ...



I aften har vi fået skrevet postkort til 0. og 2./3.B., været på aftentur rundt på pladsen, og fundet tid til at overføre lidt billeder, planlægge i morgen og lave lidt blog. Her er 1 timers WIFI u/b hver dag, så må se om det er nok til at skubbe alle dagens billeder ud i cyber space ...

Det var vist det for denne omgang, camping livet går OK, der er en del at vende sig til i forhold til vores Italiens ture, men det går rigtig godt og alle mand hygger sig. Mikkel sagde dog i går, at det var "lidt hård at være barn på sådan en ferie", og det har han nok lidt ret i - der er en del pakken ud og pakken ned, kørsel, finden vej og tilrette mm., så det er på ingen måde ren pool ferie. Men han, og Anna, har begge fået lov at være co-piloter, så det har hjulpet noget og så glæder Mikkel sig mega meget vil Vegas, som vi gerne skulle ramme næste weekend.

/Fam. P.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar